De var 19, 20, 21 år gamle. Næsten børn selv. De havde hele livet foran sig. De kunne have brugt deres ungdom på studier, venner, fester, kærlighed og alle de bekymringsløse ting, der burde høre den alder til. I stedet satte de sig ind i biler og lastbiler og kørte mod et land i krig. Et fremmed land. Fremmede mennesker. Uden at vide, hvad der ventede dem på den anden side. Uden at vide, om de ville blive beskudt, såret – eller overhovedet komme hjem igen. Men de tog af sted. For at bringe mad. Medicin. Tøj. Håb. Og måske vigtigst af alt: følelsen af, at nogen derude havde set os og ikke var ligeglade. Nogle af dem kom aldrig hjem. Andre kom hjem med oplevelser, som fulgte dem resten af livet. Flere kæmpede efterfølgende med psykiske eftervirkninger af det, de havde set og oplevet. Når jeg prøver at sætte mig selv i deres sted, bliver deres indsats kun større i mine øjne. Jeg har svært ved at forestille mig, at jeg som 19- eller 20-årig frivilligt ville være rejst ind i en ukendt krig for at hjælpe mennesker i et land, jeg ikke kendte, velvidende at jeg kunne blive såret eller dræbt. Men det gjorde de. Og måske siger det noget meget enkelt: I det øjeblik var de bedre mennesker, end jeg selv og mange andre ville have været. Derfor er tak nogle gange et fattigt ord. Vi skylder disse mennesker mere end et tak. Vi skylder dem at huske deres navne, fortælle deres historier og sørge for, at nye generationer ved, hvad de gjorde for Bosnien-Hercegovina. Det er også en af grundene til, at vi har stiftet Mindefonden. For at bevare mindet. For at vise taknemmelighed. Og for på vores måde at fortsætte ad de spor, som disse unge mennesker satte dengang. De kom til os, da vi havde allermest brug for det. Det må vi aldrig glemme.